Afsnit 1 | Afsnit 2 | Afsnit 3 | Afsnit 4 | Afsnit 5
Hvad er fakta, og hvad er fiktion i afsnit 4 af Aros Skattens Hemmelighed? Her kommer nogle centrale klip fra afsnittet, hvor sagn og sandhed vikler sig ind i hinanden.
Arbejder på ARoS:
Alexander arbejder på ARoS, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at ARoS hedder ARoS – et navn, kunstmuseet fik, da det åbnede i de nuværende bygninger i 2004, tæt på Maskestenens fundsted i Mølleparken. For Aros – ”åens munding” – var Aarhus’ navn i vikingetiden, og ”ars” er det latinske ord for kunst. Et godt gammeldags ordspil!
Mønterne og skatten skal udstilles:
”Mønterne og skatten skal udstilles” – og det kan de selvfølgelig ikke, hvis de ikke bliver indleveret til museet.
Helt tilbage fra middelalderen findes der love om danefæ – genstande, der er en del af vores fælles kulturarv, og dermed er statens, fordi de tilhører os alle sammen. I vore dage er det Nationalmuseet, der står for vurderingen og samlingerne af danefæ.
Finansiering af udgravning:
Stig Marsk er en generøs herre, som finansierer både udgravninger og udstillinger på Moesgaard, må vi forstå. Helt sådan forholder det sig ikke i virkelighedens verden, hvor langt de fleste arkæologiske udgravninger er såkaldte kapitel 8- eller nødudgravninger, som fx sker forud for større anlægsarbejder, såsom etablering af motorveje eller byggeri.
Der bliver også foretaget forskningsudgravninger som på Hedegård eller i Lisbjerg, hvor det typisk er generøse private fonde, der finansierer den målrettede undersøgelse som del af et forskningsprojekt. Fonde kan også støtte tilblivelsen af udstillinger – og endnu har vi til gode at støde på Stig Marsk-typer blandt fondsrepræsentanterne.
