KELTERNES
Fra ca. 450 f.Kr. bredte keltiske stammer sig på tværs af Nord- og Centraleuropa. De var forbundet i en brutal krigerkultur: De var hovedjægere!
Kelterne drog i krig og på togt for at vinde rigdom, magt og for at hugge hovederne af fjendtlige stammer og romere.
Menneskets hoved havde en helt særlig betydning i kelternes kultur.
Hovedjægerne var en del af kelternes berygtede kraniekult. Men selvom kulten bliver omtalt som en kraniekult, bør den nok mere præcist kaldes en hovedkult:
Kelterne mente, at et menneskes hoved rummede hele menneskets livskraft, status og magt. De huggede hovederne af deres fjender for at overtage fjendernes styrke.
Kelternes hovedjægere huggede ikke blot hovederne af deres fjender, de tog dem også med hjem fra slagmarken. De afhuggede hoveder blev bl.a. hængt op på byens “hovedport”.
Kranieporten var en advarsel til deres fjender, som på symbolsk vis gjorde det klart at: Hvis I krydser grænsen til vores by, så mister i hovederne! Om det er herfra vi har udtrykket "at tabe hovedet", kan vi ikke finde beviser på, men det har nok været en hovedløs beslutning at forsøge at trænge ind i kelternes befæstede byer.
Det var ikke kun byporte, der blev udsmykket. Afhuggede menneskehoveder var en naturlig del af hverdagen i kelternes byer, hvor husmure, -døre og helligdomme også blev dekoreret med løse hoveder og kranier. De værdifulde krigstrofæer styrkede stammens livskraft, status og magt.
Kelterne udførte offerritualer for at formilde guderne og sikre sig deres beskyttelse. Stammerne ofrede til guderne i offerlunde i vådområder, hvor træer, klippesprækker og vandspejl var portaler til gudernes verden – Den Anden Verden. Ifølge romerske kilder bestod kelternes offergaver ikke blot af kedler, smykker og våben, men også af mennesker. Det var særligt guderne Teutates, Taranis og Esus, som krævede menneskeofre i voldsomme ritualer.
Kelternes helligdomme var i mange tilfælde udsmykket med hoveder og kranier, måske som offergaver til guderne eller for at beskytte og styrke helligdommene med hovedernes kraft.
