Kelternes offerritualer kunne være så voldsomme, at et menneske kun tålte at opleve dem få gange i livet. Fra omkring 450 f.Kr. blev keltiske offerritualerne mere spektakulære – og blodige! Ved store ceremonier i hellige lunde og templer begyndte kelterne at ofre mennesker til guderne. Hvad skete der i de voldsomme offerritualer? Og hvorfor var ofringerne så brutale?

Spektakulære ritualer

Kelternes offerritualer var livsforandrende og spektakulære. Offerlunde, vådområder og helligdomme dannede rammerne om store forsamlinger af mennesker fra nær og fjern, som ofrede til guderne.

Offerritualerne var grænseløse fællesskaber, der bandt kelternes verden sammen. De foregik på faste tidspunkter af året eller efter store slag, hvor kelterne ofrede våben, lerkar, smykker og husdyr i naturens og menneskeskabte templer. Særligt de store årsfester som Samhain, Imbolc, Beltaine og Lughnasa samlede mange mennesker til fest og ofringer. Men kostbare genstande var ikke altid nok.

Menneskeofringer var også en del af deres kultiske ritualer – deres religiøse praksis. Ofringerne blev ofte ledet af druider og udført for at formilde guderne og sikre samfundets orden og overlevelse. Arkæologiske fund og antikke kilder bekræfter, at menneskeofringer var dybt integreret i kelternes verdensbillede.

Hvor ved vi det fra?

◀

00:00 / 00:00

Kelternes offerritualer

Mette Løvschal | Professor, Forhistorisk Arkæologi, Ph.d.

00:00 / 00:00

Ofringer

Flemming Kaul | Arkæolog og Seniorforsker, Dr.Phil.

00:00 / 00:00

Byernes helligdomme

Xenia Pauli Jensen | Arkæolog og Seniorforsker, Ph.d.

Hvorfor begyndte kelterne at ofre mennesker?

Baggrunden for kelternes voldsomme offerritualer skal sandsynligvis findes jernalderens voldelige konflikter. Moesgaards professor i Forhistorisk Arkæologi Mette Løvschal forklarer:

"I Centraleuropa udfolder en hidtil uset brutalitet sig mennesker imellem: Voldelige konflikter finder sted i stadig større skala mellem stammer og nye grupperinger i samfundet. Våbenproduktionen vokser og spreder sig i takt med, at man begynder at mestre forarbejdningen af jernmalm. Og nye former for forsvarsværker opstår til beskyttelse af mennesker, husdyr og større landområder. Militariseringen sender bølger af idéer og forestillinger gennem resten af Europa, der også rammer Sydskandinavien, hvor de møder lokale traditioner. Her skaber nye magtstrukturer og grænsedragninger linjer i landskabet, der opløser de gamle slægtsbånd. Mennesket indhegner jordstykker, opfører store hegn og befæstninger, og husdyr bliver bragt på stald. Gradvist vokser et landskab frem, der tydeligt bærer præg af, at konkurrencen om ressourcer spidser til, og at det er vigtigt at kunne beskytte sine værdier. Mennesker er med ét kommet i centrum af verden."

Et nyt hårdt hierarki mellem mennesker – og mellem mennesker og natur – får grænser i alle afskygninger til at vokse frem. Der er meget, der skal beskyttes som følge af jernalderens voldelige konflikter. Offerritualerne udvikler sig i en brutal retning sideløbende med den øgede vold – måske for at opretholde orden i en kaotisk verden.

De udfører deres hellige ritualer i store lunde, viet til guderne, blandt mægtige træer.

Gaius Julius Cæsar, De Bello Gallico, ca. 50 f.Kr.

Hellige offerlunde

For kelterne var naturen forbundet med noget magisk. Her kunne de komme i kontakt med deres guder. Særligt vådområder, som moser, søer, floder og kildevæld, var overgange mellem menneskets verden og gudernes verden. Verdenerne var vævet sammen, og ikke adskilt. I hellige lunde ved vådområder dannede en magisk og mystisk ramme om offerritualer.

For kelterne var egetræet et helligt symbol på livets kraft, gudernes nærvær og naturens visdom. Vandspejl i søer, moser og kilder samt sprækker i jorden, træer og klipper var overgange – eller portaler – til gudernes verden. Her søgte kelterne kontakt til guderne gennem offerritualer.

Vores viden om kelternes hellige lunde i Centraleuropa er primært baseret på antikke kilder, som skal læses med forsigtighed, men arkæologiske fund i Danmark viser, at vådområder blev brugt til ofringer i jernalderen. Den romerske digter Lucan beskriver en hellig lund, som et blodigt og frygtindgydende sted. Lucan fortæller også, at Julius Cæsar ryder en offerlund ved Massalia (nutidens Marseille) på sit felttog i Gallien fra 58-50 f.Kr. Kelternes helligdomme i Centraleuropa blev ødelagt, da Romerriget indtog Centraleuropa omkring år 0. Romerne udrensede ikke blot keltiske stammer, men ødelagde også kultstederne. Men i Nordeuropa – uden for Romerrigets grænser – lever de videre. De blev brugt som offersteder til krigsbytteofringer i århundreder efter kristi fødsel.

I Gallien fandtes vidtstrakte lunde og høje skove (...) rygtet sagde, at stedets mørke skygger husede de dødes sjæle og guder, værdige til så frygtindgydende et hjem (...) Man så ofte, at dyrenes blod ikke var nok, men at gudernes vilje blev stillet med menneskeblod.

Lucan, romersk digter, ca. 60 e.Kr.

Hvem blev ofret til guderne?

Nogle forskere mener, det primært var krigsfanger og forbrydere, der endte som offergaver til guderne. Fund og antikke kilder indikerer, at slaver eller personer uden social betydning også indgik i ofringer. Mytologiske fortællinger beretter om, at mennesker frivilligt lod sig ofre. Skriftelige kilder fortæller også om, at en højtstående romer endte sine dage i et keltiske tempel – hans kranie blev renset, forgyldt og brugt som drikkebæger.

Menneskeofrene blev druknet i vådområder, brændt i træstammer eller store menneskelignende figurer af flettede grene, og stukket, halshugget, hængt eller dræbt i kamp.

Fund af hundredevis eller tusindvis af knogler i helligdomme og store våben-deponeringer tyder på, at ofringerne kunne være store kollektive ceremonier.

Gudernes dom

Når keltiske krigere vendte hjem fra et slag, måtte hele stammen modtage gudernes straf eller belønning. Havde krigerne vist deres mod og styrke, og var det nok til at formilde guderne? Rekonstruktion af offerritual:

"Rytterne rider gennem porten ind i byen. Stammen byder dem velkommen hjem fra jagt. Rytterne stiller sig an foran menneskemængden. På krigernes heste hænger hoveder fra faldne fjender. Hovedjægerne løfter de blodige krigstrofæer, så alle kan se dem. Stammen jubler! Hovederne viser krigernes og stammens mod og styrke. De har ofret, kæmpet og sejret, men nu venter den endelige dom i den hellige lund.

I fællesskab går stammen gennem tågen til offerlunden. De stiller sig foran det hellige egetræ. Mørket sænker sig over skoven. Druiden træder frem og hidkalder guderne fra portalen i livstræet. Stammen holder vejret. Druiden kalder krigerne frem. De viser ar, sår og de afhuggede hoveder til guderne i portalen. Krigerne har kæmpet, men hele stammen bærer ansvaret. Det ulmer i sprækken på livstræet. Luften sitrer. Tågen letter. Nu falder gudernes dom."

Menneskeskabte templer

Fra 300 f.Kr. og frem opførte kelterne helligdomme over hele Centraleuropa, særligt i Frankrig og Tyskland, som mange byer voksede op omkring. I modsætning til naturens templer var de såkaldte firkanthelligdomme menneskeskabte kultsteder. Firkanthelligdommen var indhegnet af en vold, voldgrav og/eller palisader med en port ind til et tempel. Helligdommene var typisk kvadratiske og varierede i størrelse fra 12 til 40 meter i længde, mens nogle var endnu større.

Udgravninger i helligdommene har afsløret dybe brøndskakter, som kelterne brugte til at ofre våben, smykker, fibler, mønter, dyr, redskaber og mennesker – i mange tilfælde på yderst dramatiske måder. Nogle forskere opfatter skakterne som indikation på, at kelterne tilbad guddommelige kræfter fra en underverden, som de søgte kontakt med ved at lægge offergaver dybt ned i jorden. I den irske myte Echtra Neraí finder mennesket vej til guderne gennem sprækker i jorden. Typisk var det vandspejl i moser, søer, kilder, sprækker i træer eller klipper, der fungerede som portaler til gudernes verden. Ligesom kelterne selv byggede helligdomme, har de måske også selv skabt portaler, i stedet for at finde dem i naturen.

Menneskeofringerne er bemærkelsesværdige. I nogle af de keltiske helligdomme blev der ofret rigtig mange mennesker.

Dødens teater

Helligdommen ved Mormont var et samlingssted, hvor keltere – sandsynligvis helvetierne – fejrede særlige begivenheder og ofrede til guderne.

Arkæologiske fund viser, at ofringerne på stedet var omfattende – og set med nutidens øjne var de voldsomme.

I helligdommen har arkæologer fundet 245 skakter i jorden, hvor kelterne nedlagde offergaver. I knap en tredjedel af skakterne lå rester af 40–50 mennesker – både som spredte knogler og menneskeskeletter. Nogle af de ofrede mennesker fik en begravelse, andre blev iscenesat til at ligge eller sidde oprejst som i et dødens teater. Skakterne indeholdt også afhuggede hoveder, blandinger af menneske- og dyreknogler, og et barn, som blev smidt hovedkulds i en fire meter dyb skakt.

Måske gik kelterne ved Mormont skridtet videre: to skeletter havde spor af skæremærker og ild – det kan være tegn på, de blev tilberedt og spist.

Helligdom ved Mormont, Schweiz

I det nuværende Schweiz ligger en af de mest markante keltiske helligdomme. Ved Mormont er der fundet mere end 300 nedgravede offergaver. Alt fra lerkar, jern- og bronzegenstande, okser, heste og utroligt mange knogler og skeletter fra mennesker, som blev ofret i stor skala. Billedet viser kraniet fra en ung kvinde, hvis hoved blev ofret ved Mormont.

Hovedjægertemplet

I 123 f.Kr. blev den befæstede keltiske by Entremont erobret af romerne. Byen blev sønderbombet med stenkugler fra romerske katapulter. Herefter blev den forladt.

Da arkæologer udgraver Entremonts tempel, finder de stenskulpturer, der forestiller bunker af hoveder. De finder også kranier, der har været naglet til træplatforme. Kranierne stammer udelukkende fra mænd – sandsynligvis faldne romerske officerer, som fik æren af at ende som "pynt" i stammens tempel.

Hovedjægertemplet i Entremont viser, at kelternes hovedkult muligvis udviklede sig til en krigskult mod slutningen af 1. årtusinde f.Kr. Her er hovedet tilstede som både skulpturel udsmykning af helligdommen og som krigstrofæ.

Helligdom ved Entremont, Frankrig

I hovedjægertemplet ved Aix-en-Provence i Sydfrankrig var stensøjlerne udsmykket med relieffer af afhuggede hoveder. Nicher i søjlerne indholdt rigtige menneskekranier.

Knogletemplet

Ved Ribemont-sur-Ancre lå et helligt område med flere templer. Her finder arkæologer våben og skeletter uden hoveder i grøfter langs områdets indhegninger. Men det er et lille kvadratisk tempel på 1,65 x 1,65 x 1 meter, der får arkæologerne til at spærre øjnene op!

Templet ligner et lille tårn eller bjælkehus. Men det var bygget af menneskeknogler fra mere end 200 mennesker: Ydersiderne af lårbens- og overarmsknogler, indersiden var beklædt med flade bækkenknogler og taget var lavet af skulderblade som tagsten. I bygningen lå brændte knogler, sværd, skjoldbeslag og lansespidser.

Hvad i al verden foregik der her? Hvem var de mennesker, som blev brugt som byggesten? Svaret er: vi ved det ikke.

Helligdom ved Ribemont-sur-Ancre, Frankrig

Udgravningen af Ribemont-sur-Ancre afslørede makabre ritualer.

Kilde: Jean-Louis Cadoux. L’ossuaire gaulois de Ribemont-sur-Ancre (Somme): premières observations, premières questions. Gallia - Fouilles et monuments archéologiques en France métropolitaine, 1984, 42 (1), pp.53-78 10.3406 / galia.1984.1910. hal-01940987

Uhyret fra Noves

Når kelterne besøgte templet ved Noves i Sydfrankrig omkring 100 f.Kr., blev de mødt af et skræmmende syn. Inde i templet sad et uhyggeligt væsen med en menneskearm mellem sine skarpe tænder og kløerne plantet på to afhuggede hoveder. I den keltiske forestillingsverden bliver mennesker til vilde dyr, slanger har vædderhorn og løver får vinger. Måske er uhyret fra Noves endnu et fabeldyr fra kelternes livlige fantasi eller kult.

Uhyret kan være et symbol på en mørk og destruktiv kraft, men det er også muligt, at det rummer en mere kompleks betydning. Den markante fallos viser måske frugtbarhed og genfødsel af de døde uden hoveder og arm. I det perspektiv ser vi måske et symbol på brutal livskraft mere end blot en destruktiv guddom.

Helligdom ved Noves, Frankrig

'Taraquen fra Noves', ca. 100 f.Kr. Skulpturen er udstillet på Musée Lapidaire d’Avignon i Frankrig.

Menneskeofringer i Danmark

Det var ikke kun i det keltiske Centraleuropa, at mennesker udførte offerritualer i jernalderen.

I 1952 udgravede den danske professor og arkæolog P. V. Glob et moselig fra tørven i Nebelgaard Mose, syd for byen Grauballe: Grauballemanden var et spektakulært fund. Han havde ligget i mosen i mere end 2000 år og er verdens bedst bevarede moselig. P. V. Glob mente, at moseliget var en offergave til guder, da historiske kilder fra romerne berettede om menneskeofringer hos de galliske stammer nord og vest for Alperne.

Moser og vådområder var også hellige steder for mennesker i Danmarks jernalder. Fund i både Nord- og Centraleuropa viser, at moserne spillede en magisk og dyster rolle i Europas historie.

Grauballemanden, Nebelgaard Mose, Danmark

Grauballemanden levede omkring 390 f.Kr. og døde ved henrettelse. Han fik navnet 'Grauballemanden' af professor og arkæolog P. V. Glob, der var leder af Forhistorisk Museum (nu Moesgaard). Grauballemanden ligger i dag i sit eget mausoleum i den permanente jernalderudstilling på Moesgaard.