Hvem var de store civilisationer i Europas oldtid? De fleste vil nok nævne grækerne og romerne, men i skyggen af de græske templer og romerske søjlegange stod kelterne. De blev aldrig én stat eller ét folk, og de efterlod ingen detaljerede beskrivelser af deres egen historie. Alligevel finder vi spor efter kelterne i arkæologiske fund fra et vidtstrakt område i Nord- og Centraleuropa.

Omkring 800 f.Kr. spirede kelternes verden frem i Alperne, næret af bjergenes rige forekomster af råstoffer. Få hundrede år senere blomstrede kulturen for alvor op længere mod nord og vest. Herfra ekspanderede kelterne voldsomt på kontinentet – fra Skotland i nord til Italien i syd, fra Atlanterhavet i vest til Sortehavet i øst.

Omkring 800 f.Kr. begyndte stammer i Alperne at samle sig under indflydelsesrige fyrster. Fyrsterne fik adgang til større territorier og satte gang i udvinding af livsvigtige og kostbare råstoffer, som bjergene var rige på. Tidligere blev råstofferne handlet og importeret langvejs fra, men ved selv at udvinde, forædle og sælge salt og jern løftede stammerne deres rigdom og velstand. De sad bogstaveligt talt på tidens kostbare og eftertragtede naturressourcer.

Her voksede Hallstatt-kulturen frem. Men det var kun begyndelsen. Godt 300 år senere blev råstofferne den drivkraft, der banede vejen for kelternes højkultur.

Allerede i bronzealderen strakte handelsveje sig fra Middelhavet til Centraleuropa – og endnu længere nordpå, hvor Cornwall i Britannien var rig på tin til bronzeproduktion. Men krig og uro ændrede de europæiske handelsnetværk.

Omkring 550 f.Kr. tabte de græske kolonier et stort søslag og mistede adgang til Cornwall via Gibraltar. De måtte de søge nye handelsruter over fastlandet gennem Centraleuropa. Nord for Alperne vandt keltiske stammer og fyrstedømmer frem ved at sætte sig på kontrollen af handlen via de store floder: via Rhône kunne grækerne igen få adgang til tin, jern og salt – og kelterne fik til gengæld vin og luksusvarer fra Middelhavsområdet. Heuneburg, en mægtig borg bygget med græsk-inspireret arkitektur, vidner om kelternes nye status.

I endnu et søslag omkring 470 f.Kr. blev etruskerne overvundet af en græsk-romersk flåde, som afskar etruskerne fra de rige jernforekomster på øen Elba. De vendte blikket mod nord, hvor en ny generation af keltiske fyrster slog sig ned i Rhinområdet, der udvikler sig til et kraftcenter for jernudvinding. Råstofferne banede vejen for en ny keltisk elite langs Rhinen, hvor storkøbmænd i Rheinland-Pfalz bliver fyrster på fundamentet af jern og salt. 

Med de rige handelsforbindelser til grækerne og etruskerne bliver kelterne en del af et globaliseret Europa.  

Læs også: Kelternes offerritualer

Langs de nye handelsveje op gennem Europa greb keltiske stammer med magtfulde fyrster i spidsen muligheden for at styrke deres rigdom og magt. Den strategiske placering gjorde fyrstedømmerne til en magtfaktor. De satte sig ikke bare på handlen med de eftertragtede råstoffer, de udviklede en jernindustri i hidtil uset skala – fra udvinding til forædling til innovation af håndværks- og våbenproduktion. Omkring 450 f.Kr. blomstrede kelternes højkultur La Tène-kulturen op i fuldt flor nord og vest for Alperne.

La Tène-kulturen udviklede sig til en smeltedigel af fællesskaber i de keltiske stammer. Med krig, kunst, håndværk, handel, myter, fester og ritualer bredte kelterne sig på kontinentet frem mod ca. 100 f.Kr. og skabte en storslået kultur i Europas historie – på godt og på ondt.

De store handelsruter og udvindingen af råstoffer banede vejen for kelternes ekspansion i Europa.

Det krævede hårdt arbejde gennem generationer at opbygge den rigdom, der løftede de keltiske samfund. Jernproduktion, miner, landbrug, husdyr, håndværk, viden og luksusvarer – rigdommene blev beskyttet for enhver pris. Kelterne indhegnede deres landsbyer med palisader og mure. En befæstet keltisk by blev kaldt et oppidum – befæstede byer oppida. Kelternes oppida var ofte mange hundrede hektar store. Byerne rummede huse, håndværkskvarterer og helligdomme, men også dyrkede marker, frugthaver og enge med græssende husdyr. 

De befæstede byer udviklede sig til de første storbyer nord og vest for Alperne – og nogle af dem lagde både fundament og navn til flere af Europas nuværende byer: Paris, Lyon og Milano blev grundlagt af keltere.

I de sidste århundrede f.Kr. ekspanderede Romerriget i Europa. I starten handlede romerne med kelterne, og de indgik alliancer for at nedkæmpe germanske stammer mod nord. Men Romerriget var ikke kun interesseret i handel og militær bistand. Med diplomati, bestikkelse, trusler og militær magt trængte de gradvist ind i kelternes verden.

I 58 f.Kr. indledte Gaius Julius Cæsar et felttog i Gallien (det nuværende Frankrig, Schweiz og Belgien samt dele af Holland, Tyskland og Norditalien). Gallerkrigene blev udkæmpet fra 58-50 f.Kr. og er beskrevet i Cæsars beretning 'Gallerkrigen' (Commentarii de bello Gallico). De galliske stammers modstandskamp er bredt kendt gennem de sjove fortællinger om Asterix og Obelix. Men selvom mange galliske keltere ikke overgav sig uden kamp, var de historiske begivenheder præget af rå brutalitet og masseudryddelser i Gallien.