
Børnenes Moesgaard
I særudstillingen Maya – riget under junglen kan I se, høre, spille, røre, gøre, læse, løfte, lege og lære jer gennem verdenshistorien om mayaerne.
På Moesgaard er I på opdagelse sammen i den store fortælling.
Majs giver liv til mennesker, pyramider og guder
Mærk majsens beroligende livskraft i den store landskabsmodel over mayaernes riger – i denne verden er alt er skabt af majs.
Lyt til lydfortællingen om mayaernes riger, mens I ser farverne danse på tempelpyramiderne i Mesoamerika – nutidens Mexico, Guatemala, Belize, Honduras og El Salvador.

"Vi triller, vi triller, vi triller..."
I 5 videofortællinger rundt omkring i udstillingen får I myten om mayaernes største helte – Heltetvillingerne!
Heltetvillingerne fortæller selv om deres vilde eventyr og store bedrifter – og ved den gode Majsgud hvor har de meget at fortælle!
Intet står stille, når de to helte triller og fortæller om menneskets skabelse, kampen mod monsterfuglen, boldkampen mod Dødsguderne, snyde-tricket og den eventyrlige mytebog Popol Vuh.

Tempelpyramiden er levende
På tempelpladsen midt i udstillingen får I fortællingen om Slangeherskeren i mayaernes mægtigste rige.
Foran jer bliver den store tempelpyramide levende. Slangeherskeren træder frem og afgiver et løfte til mayaerne. Kan han mon gøre riget mægtigere end nogensinde før?

Kan I styre guderne?
Guderne kræver blod, hvis majsen skal gro. Giv blod til guderne!
I shuffleboard-spillet 'Herskerens udfordring' skal I skubbe bloddråber i munden på Solguden, Regnguden og Månegudinden: kun én dråbe til hver og i det helt rigtige tempo! Så er guderne i balance, og majsen kan gro på markerne.
Kan I klare herskerens guddommelige udfordring?

Bær majs til byen ad den hvide vej
Mayaerne bruger ikke dyr og vogne med hjul, når den livsvigtige majs skal fra marken til byen – mayaerne bærer alt på ryggen!
Hjælp mayaerne: bær et majskorn til byen og aflevér det i tempelpyramiden.
Majsen skal nå frem til herskeren på byens tempelpyramide – han er den eneste, der kan styre guderne. Og guderne er de eneste, der kan få majsen til at gro.

Sæt dig på Slangeherskerens trone
Stooop! Man sætter sig da ikke bare op på herskerens jaguarskind – vælg en fornem hovedbeklædning med særlige kræfter:
Den hurtige hjort?
Den brølstærke jaguar?
Den livlige Majsgud?
Så er du klar til at sætte dig på tronen.
Nu er du en guddommelig hersker eller herskerinde i mayaernes mægtigste rige.

Mayaernes boldspil
I et net hænger en bold, som mayaerne bruger i det kosmiske boldspil pitz – prøv at løfte den næsten 3 kg tunge bold af massivt gummi!
Pitz-bolden vejer det samme som 6 fodboldbolde og er på størrelse med en håndbold. I pitz må man ikke bruge hænder eller fødder – mayaerne bruger hofter, knæ og albuer til at holde den tunge gummibold i spil. Spillerne kommer slemt til skade, når bolden rammer uheldigt.
Boldspillet genopfører myten om Heltetvillingernes dramatiske dyst mod Dødsguderne – den skal Heltetvillingerne nok skal fortælle jer om!
I kommer tæt på en kosmisk kamp mellem livet og døden. Hvem tror I, der vinder?

Jademaskerne rummer magiske kræfter
De grønne jademasker er mayaernes allerstørste skatte – den, der bærer en jademaske, lever for evigt blandt guderne!
Jademaskerne i udstillingen har aldrig før været udstillet! De er gravet frem i mayaernes store tempelpyramider under junglen, og nu kan I opleve magien på Moesgaard.
