
Nye vikingefund ved Aarhus
Fundene peger på et specialiseret produktionsmiljø med særlig vægt på tekstilproduktion.
Udgravningen ligger kun fire kilometer fra Lisbjerg, hvor Moesgaard tidligere har afdækket et stormandsmiljø med tætte forbindelser til vikingebyen Aros, der fungerede som centrum for kongen og international handel. Desuden fandt en ung arkæologistuderende en sølvskat fra vikingetiden i Elsted – cirka fem kilometer fra Søften tilbage i 2024.

Bebyggelsen ved Søften har huset en omfattende og organiseret produktion. Der er blandt andet fundet områder til forarbejdning af hør samt et stort antal grubehuse – nedgravede værkstedshytter, der typisk forbindes med håndværk og produktion. I alt er der registreret 82 grubehuse på lokaliteten.


Den igangværende udgravning ved Søften omfatter et område på godt 60.000 m². Ved undersøgelser syd for det nuværende felt er der tidligere fundet tilsvarende bebyggelses- og produktionsspor fra samme periode. Samlet vurderes bebyggelsen at have dækket et område på mindst 100.000 m². Under den nuværende udgravning er der fundet 48 grubehuse. Under tidligere udgravninger er der fundet 34 – sammenlagt 82 grubehuse.







På pladsen ved Søften er der fundet vævevægte og tenvægte, der vidner om omfattende tekstilproduktion.
Desuden er der fundet sølvafklip, mønter og perler, som vidner om handel og økonomisk aktivitet på stedet.
De arkæologiske undersøgelser har været i gang siden august 2025 og forventes afsluttet ved udgangen af juni 2026.