Kelterne vs. Romerne
PLYNDRINGEN AF ROM
Ca. 800 F.KR. - 50 F.KR.
Fra folkevandring til hævntogt
I det 4. århundrede f.Kr. var den keltiske stamme senonerne pressede af overbefolkning i det østlige Gallien (nuværende Østfrankrig). De migrerede til Italien og belejrede byen Clusium – ikke for at ødelægge den, men for at aftvinge byen landbrugsjord.
Clusium bad Rom om hjælp, og senatet i Rom sendte tre gesandter afsted for at mægle – gesandterne var tre brødre fra den magtfulde Fabius-slægt:
Under et sammenstød greb de tre gesandter til våben på Clusiums side. Quintus Fabius dræbte en højtstående kelter og blev set, da han plyndrede liget. Det var et brud på reglerne for gesandter, der ifølge antikkens normer skulle være neutrale.
Den ultimative provokation
Brennus reagerede ved sende budbringere til Rom og krævede Fabius-brødrene udleveret for bruddet på deres neutrale rolle. Senatet indså, at kravet var rimeligt, men turde ikke lægge sig ud med den magtfulde Fabius-familie. I stedet for at straffe brødrene, gjorde de dem til militærtribuner – hærledere. Det var endnu et brud på de diplomatiske regler, og det var den ultimative provokation mod Brennus.
Hvad der startede som en migrationsbevægelse udviklede sig til et målrettet hævntogt. Brennus krævede retfærdighed og satte kursen direkte mod Rom. Romerne samlede hastigt en hær for at standse "barbarerne" fra Gallien.
Brennus – Roms banemand
Brennus var en gallisk krigerfyrste for stammen senonerne i det 4. århundrede f.Kr. Senonerne kom fra det centrale Gallien – omkring den nuværende franske by Sens.
Brennus indtog og plyndrede Rom i 387 f.Kr., som den første og sidste i 800 år. Han blev foreviget i kilderne, da han med ordene "Vae victis!" – ve de besejrede – slog fast, at i krig er det sejrherren, der bestemmer, og de tabende har intet at skulle have sagt.
Foto: Gallionsfigur fra skibet Brennus, udstillet på Musée national de la Marine, Toulon i Frankrig. Musée national de la Marine, CC BY-SA 3.0CC BY-SA 3.0
Slaget ved Allia
18. juli 387 f.Kr. 18 km nord for Rom:
Brennus og gallerne står klar til at angribe Roms udsendte hær ved Allia-floden. Her vil Brennus hævne sig og give romerne en lektion i keltisk krigsførelse:
Romerne ved endnu ikke meget om kelterne og deres angrebstaktik. Det bruger Brennus til sin fordel. Hans taktik er baseret på frygten for det ukendte og uhæmmet vildskab: Gallerne vasker deres hår i kalkvand og former det i lange, spidse pigge, der står ud fra deres hoveder som børsterne på vildsvin. Med vilde hyl og brøl fra keltiske carnyxer blæser gallerne til angreb!
Romerne har aldrig set noget lignende. De bliver grebet af panik ved synet af de store, blege krigere, som stormer frem med pigge stående fra hovederne. Gallerne kæmper i en langt mere uorganiseret, individuel formation, end den tidlige romerske falanks. Romerne er vant til at kæmpe med og mod korte stikvåben, men gallerne hugger gennem deres skjolde med lange tveæggede jernsværd. Slaget ved Allia udvikler sig hurtigt til en slagtebænk. Få romere har held til at flygte. Resten bliver hugget ned.
Brennus og gallernes sejr betyder, at vejen sydpå ligger fuldstændig åben og ubeskyttet. De sætter målrettet kursen mod Rom.
Alt var fyldt med rædsel og frygt; [...] dertil kom synet af en folkestamme, man aldrig før havde stiftet bekendtskab med, med deres fremmedartede kropsbygning og våben, deres vilde bevægelser og de blandede råb, der genlød som noget rædselsvækkende.
Plyndringen af Rom
I Rom hersker der kaos, da indbyggerne hører om nederlaget ved Allia-floden. De fleste flygter i rædsel fra byen, mens resten forskanser sig på den stejle Capitol-høj.
Gallerne trænger ubesværet gennem Roms porte. Brennus træder ind i en forladt spøgelsesby. Men på Forum Romanum sidder de ældste senatorer ubevægelige i deres elfenbensstole – et sidste forsøg på at bevare deres stolthed. En gallisk kriger rører nysgerrigt ved en senators skæg. Det får senatoren til at slå galleren med sin elfenbensstav. Det antænder en gallisk blodrus. De plyndrer og afbrænder byen. Nu mangler de kun Roms sidste bastion på Capitol-højen.
I ly af natten bestiger gallerne de stejle sider på Capitol-højen og forsøger at indtage fæstningen. De klatrer lydløst op ad klipperne, og hverken vagter eller hunde opdager dem. Men i Juno-templet bor de hellige gæs. De opdager gallerne og begynder at skræppe så højt, at officeren Marcus Manlius vågner. Han styrter til kanten og skubber de første gallere i afgrunden. Resten af romerne vågner. Angrebet slår fejl. Roms sidste bastion bliver reddet af skræppende gæs.
Efter syv måneders belejring af Capitol-højen sulter romerne, mens sygdom hærger i gallernes lejr. Brennus tilbyder at forlade byen mod en løsesum på 1000 pund guld. Romerne indvilger.
Da gallerne vejer guldet, anklager romerne dem for at bruge falske lodder på vægten. Som svar kaster Brennus sit lange, tunge jernsværd oven på vægtskålen og råber ordene: "Vae victis!" – ve de besejrede.
Romerne betaler 1000 pund guld – plus sværdets vægt.
Brennus og gallerne drager nordpå med deres rigdomme.
Perspektiver på plyndringen af Rom
Indførelse af undtagelsestilstand: Det var ved Allia, at terror gallicus – frygten for gallerne – blev plantet i romerne. Frygten udmøntede sig senere i en reel juridisk doktrin kaldet tumultus gallicus, som svarer til at erklære undtagelsestilstand.
Rituel magtdemonstration: Da Brennus indtog Rom, var det ikke for at bosætte sig, men for at hævne sig og indsamle krigsbytte. Arkæologiske udgravninger af aske og murbrokker under Forum Romanum bekræfter den omfattende ødelæggelse. Brennus og gallerne plyndrede byens rigdomme metodisk. For kelterne var krigsbytte ikke kun et spørgsmål om økonomi, men et offer til guderne, et bevis på gudernes gunst ,og fyrsternes evne til at forsørge deres folk.
Kynisk realpolitik: Efter måneders belejring af Kapitol-højen blev logistikken kelternes egentlige fjende. Sygdom og mangel på forsyninger tvang Brennus til forhandlingsbordet. Han udnyttede dog sin overmagt til det yderste. Da han smed sit sværd på vægten, var det en magtdemonstration: Retten tilhører den stærkeste. Romerne var tvunget til at erkende deres nederlag til kelterne.
Hvem satte sig op mod Romerriget?
Hannibal Barkas var en feltherre fra Kathago i 2. Puniske Krig ca. 218-201 f.Kr.. Hannibal krydsede Alperne og gik ind i Italien med krigselefanter. Efter en sejr ved Cannae i 216 f.Kr. kom han tæt på Rom, men undlod at belejre byen.
Pyrrhos af Epeiros var en græsk konge, som kom tæt på Rom i 280 f.Kr. efter sejren ved Heraclea. Han indså, at hans egne tab var så store, at et direkte angreb på Rom ville være selvmord.
Spartacus var gladiator og oprørsleder. Han anførte et slaveoprør og spredte panik i Romerriget under Tredje Slavekrig omkring 73-71 f.Kr.
Goterne og hunnerne spillede en afgørende rolle frem mod det Vestromerske Riges fald i 476 e.Kr. I Moesgaards særudstilling Ud af kaos fra 2022-2023 får du den store fortælling fra folkevandringstiden.
Modstridende historiske kilder
Denne artikel er primært baseret på Titus Livius' (59 f.Kr.–17 e.Kr.) detaljerede gengivelser af begivenhederne omkring plyndringen af Rom. Livius havde en national-romantisk tilgang til Roms historie, hvorfor han bør læses med forbehold. Han var skrivebordshistoriker med stor afstand til de reelle begivenheder. Livius angiver, at slaget ved Allia fandt sted i 390 f.Kr., hvilket senere er blevet revideret til 387 f.Kr. på grundlag af historiske kilder som Polybios og Tacitus.
Der er mange modstridende kilder om plyndringen af Rom. Eksempelvis fortæller romerske kilder om en sen redning af general Camillus, men de tidligste kilder fx Polybios beretter, at gallerne drog uhindret hjem med guldet – en begivenhed, der efterlod Rom i økonomisk og psykologisk ruin. Romerne glemte aldrig nederlaget, og det var medvirkende til senatets villighed til at indtage Gallien flere hundrede år senere i Gallerkrigene med Julius Cæsar i spidsen. Udfaldet af Gallerkrigene banede vejen for Cæsars opstigning til magten i Rom.
Verdenshistorier
Klik på stridsvognen og tag med til det afgørende slag mellem kelterne og Cæsars legioner.
